“Ugens Anbefaling”, sætter spot på upcoming aktuelle artister og legendariske koryfæer, som har ladet sig inspirere af musikalske traditioner og sat deres eget aftryk på musikhistorien.

Rasmus Schacks Varme Rytmer

Ikke-vestlig populærmusik

Hvis man ikke er kendt inden for ikke-vestlig populærmusik, kan det mildest talt være en jungle at navigere i. For hvor skal man overhovedet starte? Den ikke-vestlige populærmusik er i sig selv meget større end den vestlige, så der er jo rigeligt at tage fat i.

Hvis du gerne vil skubbes i gang eller blot blive inspireret til denne kæmpe verden af ikke-vestlige populærmusik, som ellers er underrepræsenteret i de danske medier, kan du med fordel give programmet Varme Rytmer et lyt.

Varme Rytmer på Heartbeats

I skrivende stund har Rasmus Schack siden april 2017, gennem flere end 50 afsnit, taget lytterne i hænderne og inviteret dem mod varmere rytmer end vi er vant til herhjemme. Dette sker hver torsdag, når han fra 16-18 sender Varme Rytmer Heartbeats, der også kan hentes som podcast.

Rasmus Schack

Gennem mere end 20 år har Rasmus Schack dyrket sin passion for de varme rytmer som DJ, koncertarrangør, festivalkurator, vinylsamler og generel aktør inden for det danske musikmiljø – særligt i klubmiljøet. Her har han bl.a. med Epic Vinyls from Brazil spillet op til dans på diverse klubber i landet når de, ifølge Schack selv, spiller vinyler “baseret på en lyst til at sprede værdien af musikresearch samtidig med dybden og kvaliteten af den Brasilianske musikarv til hele verden.” Vi har her at gøre med en vært, der har et enormt kendskab til den præsenterede globale populærmusik, og det er dybt fascinerende at lytte til Schacks opdagelser inden for både nye udgivelser, samt genopdagede, gamle udgivelser.

Et eksempel på noget af det musik som Rasmus Schack spiller:

Urbane vibes

Programmet omhandler udelukkende den pop man kan bevæge sig til, og man skal derfor ikke lytte til Varme Rytmer i håbet om at høre traditionel, autentisk musik fra de små lokalmiljøer rundt omkring i verden. Derimod fokuserer podcasten på urbane vibes. Altså den slags musik, der for den vestlige musiklytter på samme tid er både let tilgængelig, fordi den er inspireret af de globale musikformer, men samtidig er udfordrende, da man sjældent støder på denne slags musik hos de danske platforme.

Musik til enhver smag

Varme Rytmer favner bredt blandt genrer, og Rasmus Schack præsenterer noget til enhver smag, hvad end du er til afro-pop, slow house fra regnskoven, brasiliansk soul, eller helt andre tropiske rytmer. Samtidig præsenterer Schack også dansk musik, der har hentet inspiration fra de varme lande, hvilket er interessant at få et indblik i. Schack spiller ikke blot musik fra kataloget men giver også anbefalinger til kommende arrangementer i landet, fortæller om specifikke genrer, pladeselskaber, spillesteder og festivaler fra hele verden. Programmet besidder en grundighed, og en lyst til at dele ud af personlige oplevelser inden for området –  eksemplificeret ved sidste uges udsendelse, da Schack beretter om sin rejse til Paris og plademessen Paris Loves Vinyl, hvorfra han købte en masse afrikansk dansemusik, som spilles i programmet.

Et andet eksempel på noget af det musik som Rasmus Schack spiller:

Musik, du aldrig har hørt før

Varme Rytmer er både til dig, der ikke er velbevandret inden for de ikke-vestlige genrer, til dig, der interesserer dig for kulturmøder på tværs af landegrænser og kontinenter, til dig, der nyder at høre dansemusik der er så funky, at det er svært at sidde stille. Det er også til dig, der søger inspiration i den ikke-vestlige musik og vil udvide din musikalske horisont – for én ting er sikkert: du vil i dette program støde på musik, du aldrig har hørt før, men som du ville ønske, du havde hørt hele livet!

Du kan lytte til podcasten lige her.

Varme Rytmer | Torsdage kl. 16-18 via Heartbeats

For mere info, se Heartbeats’ hjemmeside.

//Simon Ulstrup