Photo: Press

Resonator introducerer “Ugens Anbefaling”, der sætter spot på upcoming aktuelle artister og legendariske koryfæer, som har ladet sig inspirere af musikalske traditioner og sat deres eget aftryk på musikhistorien.

The KutiMangoes fejrer Alices et-års fødselsdag  med julekoncert

Spillestedet Alice fylder ét år, og det skal fejres med en julekoncert. Spillestedet har i løbet af dets første år budt på den ene gode koncertoplevelse efter den anden, og med meget stor diversitet i de præsenterede navne. Det har udviklet sig til at være et af de mest spændende venues i København, og julekoncerten bliver da også en anderledes en af slagsen.

Det bliver nemlig en koncert med det prisbelønnede afrojazz-orkester The KutiMangoes. Orkestret har siden de blev dannet i 2012 udgivet to plader, ‘Afro-Fire’ fra 2014 og ‘Made in Africa’ fra 2016, og har manifesteret sig som en af Danmarks store eksportvarer inden for global musik, når de fusionerer vestafrikansk musik med den vestlige musik, som de selv er vokset op med. Som The Kutimangoes selv skriver på deres hjemmeside, så er målet ikke at lyde som et vestafrikansk orkester, for hvordan skulle de dog kunne det? De forsøger derimod at blande kulturer for at skabe et nyt globalt udtryk. Og her på redaktionen kan vi roligt sige, at de i den grad lykkes med det.

Orkestrets lyd er en hyldest til den afrikanske afrobeat kombineret med stilarter fra vestlig populærmusik. De har dybe rødder i den vestafrikanske musik, hvor de tydeligt finder inspiration i Fela Kutis musik (navnet KutiMangoes er da også inspireret af netop Fela Kuti), afrobeat-mesteren over dem alle. Selvom det som sagt ikke er meningen, at de vil lyde som et vestafrikansk orkester, så er det svært at høre, at det er et dansk orkester, der spiller. Vi har her at gøre med en kvintet, der virkelig kan deres kram og formår at formidle den på så glimrende vis, at man uden tøven drømmer sig væk fra det kolde Danmark og bevæger sig i retning af det afrikanske kontinent. Samtidig indeholder musikken jazzede elementer, som blender ind i den vestafrikanske stilart og minder os om, at vi har at gøre med en fusion, der skaber et globalt udtryk – deraf titlen som værende et såkaldt afrojazz-orkester.

Julekoncerten er anderledes på flere parametre – det er nemlig ikke en koncert med The KutiMangoes helt som vi kender dem. De har nemlig hele tre prominente gæster med til anledningen i form af Jonas Petersen (Hymns from Nineveh), Rasmus Stolberg (bassist fra Efterklang, Liima) og sidst, men ikke mindst, det lyriske geni Per Vers.

Der er lagt i kakkelovnen til en af årets store julekoncerter, når The KutiMangoes med gæster på lørdag indtager Alice på spillestedets et-års fødselsdag. Det er med rette, at deres to albums er blevet rost af kritikere og har høstet flere DMA-nomineringer til bandet. Du kan passende varme op til koncerten med at lytte til vores playliste med udvalgte numre fra deres katalog, så du kan komme i den rette stemning.

Køb billetter her inden det er for sent!

For mere info, se begivenheden på facebook eller på Alice’s hjemmeside

// Simon Ulstrup