Photo: Press

Resonator introducerer “Ugens Anbefaling”, der sætter spot på upcoming aktuelle artister og legendariske koryfæer, som har ladet sig inspirere af musikalske traditioner og sat deres eget aftryk på musikhistorien.

Mames Babegenush – Nordisk vintermelankoli og ekstatisk danselykke

Klezmermusik er normalt ikke en genre, der fylder koncertkalendrene på spillestederne rundt omkring i landet, men i denne uge kan du i både Aalborg, Randers og Fredericia opleve orkestret Mames Babegenush. Mames Babegenush spiller nordisk klezmer og deres lydunivers rummer alt fra nordisk vintermelankoli til den ekstatiske og umiddelbare danselykke ved et østeuropæisk bryllup – og det bør du opleve!

Mames Babegenush, hvis navn betyder “mors auberginesalat”, debuterede tilbage i 2004, men det var først i 2009 at deres første fuldlængde album udkom. I alt er det blevet til hele fem albums, hvoraf det sidste, “Mames Babegenush With Strings” fra sidste år, blev indspillet live foran et publikum, hvor orkestret blev akkompagneret af strygere. Strygerne tilfører en dybde i musikken, som klæder den aldeles godt og gør pladen yderst lytteværdig. Orkestret, der har varmet op for gypsy-koryfæerne fra Gogol Bordello og samarbejdet med eksempelvis Hess Is More og Trentemøller, formår at spille østeuropæisk folke- og klezmermusik krydret med lyden af deres egne nordiske rødder.

Sekstetten har gennem de 14 år og fem albums tilegnet sig både erfaring samt et bredt repertoire, og selvom deres albums fungerer godt som studieindspilninger, så skabes der en helt særlig energi når orkestret optræder live på scenen og præsenterer publikummet for dynamiske og medrivende koncerter. Orkestrets gode renommé som værende et glimrende live-act har da også medvirket til orkestrets koncerter på profilerede venues som eksempelvis Carnegie Hall, Det Kongelige Teater, på Chicago World Music Festival, på Roskilde Festival samt på årets SPOT Festival, der desuden blev kvitteret med fem stjerner i GAFFA.

Der findes ikke mange danske orkestre der spiller musik af denne karakter, og Mames Babegenush har da også rigtig mange tilhængere udenfor Danmarks grænser. Vi skal dog huske at værdsætte orkestre som Mames Babegenush, der på fornemste vis formår på samme tid at mikse såvel det melankolske og det ekstatiske som det østeuropæiske og nordiske – en kunst, der ellers er temmelig vanskelig at mestre. Hvis du vil have muligheden for at opleve et dansk klezmerorkester live, så slå til i denne uge – for hvem ved hvornår de spiller igen i nærheden af dig?

Vi har lavet en playliste, som du kan varme op til koncerten med.

16. november – Aalborg – Huset i Hasserisgade – billetter findes her

17. november – Randers – Café von Hatten – mere info her og på facebook

18. november – Fredericia – Tøjhuset – billetter findes her

24. november – Odense – Musikhuset Dexter – billetter findes her

 

// Simon Ulstrup