Droner og drejeliren - Jimi Hendrix' foretrukne instrument, havde han levet i Middelalderen

Droner er ikke blot flyvende gadgets, men dækker også over en række instrumenter, der via en konstant bagvedliggende tone har en meget særlig klang. Du kender måske sækkepiben, men hvad med drejeliren? I dette afsnit af ‘Musikkens Rødder’ har vært Jacob Bogh besøg af formanden for Dronemusik Danmark, Nicolas Koch-Simms.

Subscribe

Et fascinerende musikalsk koncept

En drone er en tone, der ligger konstant gennem et musikstykke. Et fænomen og et virkemiddel, der er brugt i traditionel musik over alt i verden. Hvad er det ved denne konstante tone, der tilsyneladende har så universel appel? I dette afsnit af Musikkens Rødder går vi dybt ind på lige præcis det spørgsmål. 

Jacob Bogh har besøg i studiet af Nicolas Koch-Simms, formand for Dronemusik Danmark. Han har medbragt sin drejelire, som han fortæller om og spiller på. En introduktion til et særdeles interessant instrument og en introduktion til et fascinerende musikalsk koncept.

Bach og guitar-distortion på droner?

Drejeliren er nok for de fleste et temmelig ukendt instrument, mens det andet droneinstrument sækkepiben er mere normalt. Dronemusik Danmark arbejder for udbredelsen af de traditionelle og historiske droneinstrumenter, og har oplevet stor fremgang de senere år. De har bl.a. modtaget Tempis OOaward for deres store arbejde med at formidle kendskabet til droneinstrumenter i musikalske sammenhænge.

Vi bliver introduceret til drejeliren af Nicolas Koch-Simms, der fortæller om instrumentets historie og hvor mangefacetteret et instrument, drejeliren egentlig er. Vidste du fx, at temaet til HBO-serien Black Sails bliver spillet på en drejelire? Og hvis man spiller et flot stykke musik af Bach på drejeliren, kan den med sin fine klang lyde næsten som en violin? Samtidig kan der skabes spændinger mellem tonerne, så de vibrerer mod hinanden og lyder som en slags distortion. Som Nicolas Koch-Simms siger, så ville Jimi Hendrix have spillet drejelire hvis han levede i middelalderen.

Dronemusik Danmark. Foto: Facebook

Ny sæson Musikkens Rødder

Den tredje sæson Musikkens Rødder bliver ført an af vært Jacob Bogh, der sammen med én eller flere gæster går i dybden med eksempelvis samba, ukulelens historie, musikalsk udveksling m.m.

Der udkommer i alt 9 afsnit i denne sæson, som vi glæder os til at dele med jer. Følg med her på siden og find os dér, hvor du lytter til podcasts – hvad end det er hos Spotify, iTunes, Spreaker eller lignende.

Musikkens Rødder Tracklist på Spotify-playliste

Hørte du et fedt track i denne episode? Så kan du finde det på vores Spotify-playliste nedenfor. Playlisten bliver løbende opdateret i takt med, at de nye episoder udkommer. Du kan med fordel trykke “follow”, så du ikke misser hver episodes tracklist.