Elisabeth Vik: "musikken er ikke min, den er ikke mig, den er sin egen"

Af Sofie Holst Hansen

Mærkelige tider kræver noget godt at læse, og derfor sendte jeg spørgsmål i retning af Elisabeth Vik, frontkvinde i VÍÍK. Det blev til en snak om autencitet, bandkemi, nomadeliv og drømme.


"Den første, jeg vidste, jeg ville arbejde med, var ham den rigtig søde og rare balkan-crazy bassist"

Jeg startede VÍÍK op i forbindelse med min afsluttende kandidateksamen ved konservatoriet i Aarhus i 2018. Jeg studerede til Global Master, og projektet handlede i dybe træk om at kombinere den Norske folkemusik med elementer fra andre traditioner, jeg har studeret.

Den første, jeg vidste, jeg ville arbejde med, var ham den rigtig søde og rare balkan-crazy bassist, jeg jammede med på Nordtrad i Stockholm. Det var selvfølgelig Jakob Kragesand, og det var faktisk ham, der senere fandt musikerne, vi nu arbejder med.

Jeg startede dog med et andet hold, og nogle af dem, der var med i starten, ser vi stadig, når vi er heldige. Bl.a fantastiske Uffe Holmsgaard Eriksen, der ville have spillet med os til Spot Festival i år, og min norske barndomsven Kjetil Hallre, der spillede med os på Tønder Festival i sommers.

Da jeg spurgte Jakob, hvem vi burde tage med på vejen, havde jeg to krav: De skal være søde, no-bullshit mennesker, og de skal have flere musiktraditioner med i tasken. Så jeg endte med:

Annelene Toft Christensen på Violin
Morten Alkjær på Harmonika
Villads Hoffmann på Cittern
Jakob Kragesand på bas
og svenske Mårten Hillbom på Perkussion

De er bestemt alle nogle fusion-inspirerede, berejste og nytænkende musikere, og så er de unge og har ild i røven alle sammen. Det er et rigtig fedt hold, synes jeg.

"Den aften sad jeg udenfor landsbyens Tenrikyo tempel"

Jeg flyttede fra Norge, da jeg var 18 år gammel, og jeg har siden dengang boet på 4 kontinenter. Jeg har faktisk flyttet hele 29 gange på de 15 år, jeg var ude  for at finde musikken og mig selv… 

 

Juleaften 2011 arbejdede jeg med en musikproduktion i en lille Japansk landsby, omgivet af meget søde mennesker, der hverken snakkede engelsk eller fejrede jul. Jeg var virkelig ensom, lidt i kulturchok, og jeg længtes sådan efter norsk jul, sne, og Mammas pepperkaker. Jeg forstod den dag, at jeg nok ikke ledte efter mig selv på det rigtige sted. Det blev den allerførste gang, jeg aktivt dykkede ned i Norsk musik, og den aften sad jeg udenfor landsbyens Tenrikyo tempel og skrev et latinjazz-arrangement af Edvard Griegs Solveig’s sang, som jeg spillede ind i Italien året efter.

Der er en unægtelig forbindelse mellem traditionsmusik, sprog og identitet.


At være væk hjemmefra i lang tid, og lære fremmede kulturer at kende gennem musik, sprog og mad påvirker os, nogle gange dybere end andre gange. Jeg identificerer mig klart i de rejser jeg har taget. Den norske vokal-tradition er klart min egen kulturarv, når jeg tager fat i den. Alligevel har jeg i mange, mange tusind timer taget andre traditioner og sangerinder ind, som for eksempel Ms. Subbulakshmi, Camaron De La Isla, Anna Sato og Neli Andreeva, og de farver nok meget af det, der kommer ud af mig. ‘You are what you eat’, er det ikke det, man siger?

 

“Jeg har i længere tid været bekymret over ikke at være autentisk norsk musiker eller autentisk folkemusiker, eller hvad det nu er, man skal være…”

Det gik over.


Den amerikanske bassist Victor Wooten (Bela Fleck and the Flecktones) har skrevet en roman der hedder “The Music Lesson”. Han præsenterer et meget interessant perspektiv om hvad han mener musik rent faktisk er. Han beskriver musikken som en immateriel entitet, noget der ligner kristendommens hellige ånd. Musikken vil gerne fra et immaterielt plan til et materielt plan, hvor den kan opleves, og den bruger musikeren som kanal imellem disse planer. I følge Wooten kan musikken ikke ændres; den kan ikke gøres god eller dårlig, rigtig eller forkert; den kan ikke kritiseres eller forhøjes. Den er altid det, den er, og jeg som musiker er en Elisabeth-formet kanal, der gør, at musikken tager en Elisabeth-form, når den kanaliseres gennem mig. Men musikken er ikke min, den er ikke mig, den er sin egen. Dette minder også lidt om, hvordan Carsten Dahl beskriver sin skabelsesprocess som at åbne en kran til noget hinsides. Jeg synes, det er en smuk måde at frigøre egoet på og samtidig komme udenom både koncepter som genre, autenticitet og “renhed”, som ofte dukker op i traditions-sammenhænge. Hvis man, som jeg, synes Victor Wooten er lidt udsvævende i sine beskrivelser, så har Etno-musikologen Allan Moore også beskrevet de tre måder at være musikalsk autentisk på, nemlig første, anden og tredje persons autenticitet. Efter Moore’s begreber er det altså muligt at være fuldstændig gyldig, uanset om man som Victor Wooten laver sin egen genre, eller om man er dybt optaget af at bevare en tradition

Tilbage til spørgsmålet, så fylder det transkulturelle klart meget, både i mit musikalske virke og i resten af livet. Og det fylder også musikken i VÍÍK!

"Han er også en full-service business partner, for når divaens drama kommer frem en gang imellem, så tørrer han tårer som en storebror og udlåner en skulder."

Ja, Jakob skal hyldes! Jakob og jeg opdagede hurtigt i processen, at vi var et godt hold. Vi er simpelthen A-personligheden og B-personligheden, Yin og Yang, de klare modsætninger, og det gør sig virkelig godt i et projekt som vores. De fleste musikere og kunstnere kender nok til, hvor svært det er selv at skulle favne over både kaos og kontrol, og jeg tror faktisk ikke, der ville være noget VÍÍK, hvis jeg skulle gøre det hele alene. Det er jeg alt for kaotisk og romantisk til. Jakob har en magisk evne til at holde mig i sporet og til at få taget hånd om de meget, meget vigtige, men usynlige, baggrunds-opgaver. Han ringer til mig og checker “Hey, har du sendt den der ansøgning? Der er deadline i morgen.” 

Han er også en full-service business partner, for når divaens drama kommer frem en gang imellem, så tørrer han tårer som en storebror og udlåner en skulder. 

Han er den, der gør, at jeg kan stole på, at alt er i orden, når jeg går på scenen og fokuserer på vores publikum. Han er simpelthen en helgen af sjælden kapacitet. Ja, og så er han altså single, piger! Så er det sagt.

"Musik har en klar og tydelig plads i verden"

Havde du spurgt mig i Februar, ville jeg have sagt, at vi skulle ud og spille rigtig meget i foråret. Der var også nye video sessions på vej, en lille studieindspilning i Göteborg i April og en live-indspilning på Alice på Nørrebro. Nu, i månedsskiftet Marts-April, er det sværere at vide, hvordan fremtiden ser ud for et internationalt hold som vores. Jakob arbejder på højtryk med at få flyttet de aflyste koncerter til efteråret. Vi skal også til Norge for første gang for at bl.a spille i min hjemby, og når koncerterne er på plads, kan vi begynde med at re-arrangere de andre planer også. Vi har støtte fra både Koda, DJBFA og Kunstfonden til vores (nu aflyste) aktiviteter i 2020, så vi skal helst få så meget som muligt gennemført, inden året er omme.
Vi står i en svær, men også spændende tid. Musik har en klar og tydelig plads i verden, og når kriser, revolutioner og andre omvæltninger indtræffer, er det musikken og kunsten, vi alle vender os mod. Håbet er, at også vi med VÍÍK kan lindre nogle af de lidelser, der kommer i kølvandet af Covid-19. Men lige nu holder vi vejret.